Vores tur til Irak 1991

Meget kort - blot for god ordens skyld - og på given foranledning

Da præsident Bush fra USA havde tævet Saddam Hussein af Irak i begyndelsen af 1991 (fordi Hussein august 1990 havde stjålet Kuwait), blev "helvede hedt" for nogle millioner mennesker.

USArmy havde knapt fået stillet støvlerne efter kampene, før Saddam sendte sine elitetropper mod shiitterne i syd og mod kurderne i nord, fordi disse havde kæmpet på amerikanernes side MOD Saddam Hussein.

Befolkningerne var rædselsslagne. I det nordlige flygtede 2 millioner mennesker op i bjergene ind mod Tyrkiet og 1 million op i bjergene ind mod Irak. Saddam lod i sin hidsighed tusinder af landsbyer ødelægge.

Jeg havde opholdt mig nogle år i fjerne lande, og der havde jeg opdaget, hvordan de store og "kærlige" organisationer arbejder. Det er til tider frygteligt.

Mit hjerte græd, da jeg på tv så hvordan kurderne i trillebør kørte gamle koner op i bjergene. Det var sjappet med frost om natten og tø om dagen. De havde intet. Nej, hvor er det forfærdeligt, når mennesker er så grusomme mod hinanden.

Min Søde kone er japaner, og hedder Tomiko. Jeg ringede til hende i Tokyo - vil du med? Det ville hun inderligt gerne. Hun kom. Vi hævede mine pensionsordninger (betalte 70% i afgift til Schlütter), købte en gammel varevogn og en gammel campingvogn - forsynede bilen med et tykt lyserødt tæppe hele vejen rundt (for isolering i de kolde nætter), byggede det hele sammen til at autocamper og af sted mod syd kørte vi. 

En ret lang køretur ;-)

Tomiko ved verdenskortet - med Irak midt mellem Danmark og Japan

På det bjerg, som vi endte på, var der 75.000 flygtninge oppe på og omkring toppen. FN, CARE og en række andre organisationer tog sig mere eller mindre af dem. Men de strøede hjælpen ud med bred hånd - var sådan set ligeglade med, at en del fik for meget og lige så mange for lidt. Hver nat døde nogle, især ældre kvinder. 

Yngre kurdiske mænd stjal med arme og ben. De ranede til sig, som om verden snart skulle stoppe, og der ville aldrig mere komme mad eller vand. Enkelte af dem havde indtil flere telte med forråd, som de ranede fra de mange lastbiler på vej op. At de svage intet fik - interesserede dem ikke.

Hvad værre var - ej heller FN ville røre ved problemet. Jeg var dybt forarget, men det hjalp ikke. Klokken 17 forlod de området, tog ned til den landsby, hvor de havde lejet samtlige stenhuse. Klokken 19 var der cocktailparty og kl. 20 dinner.

*   *   *

Tomiko og jeg besluttede derfor at bygge vores egen private lejr, hvortil vi - fra bjerget - bragte udvalgte personer: gamle enlige, gravide enker, forældreløse børn og krøblinge.

Manden i forgrunden har mistet begge hænder (håndgranat)

Drengene var altid fulde af sjov
her vand med slik (fra USArmy) i, blev til fint saftevand
Hele lejrens spilopmager Simal ses inde i vognen

"Min" Amira i forgrunden

Her er vi (Tomiko og Svend-Erik Mortensgaard)
med nogle af "vore" børn
Lægen Bob fra USA tog billedet og sendte det et år senere til os

For god ordens skyld skal det fortælles, at alt vor for egen regning og risiko, vi har aldrig fået en krone fra nogen eller noget. Problemet var, at vore egne penge hverken halvt eller helt kunne holde en lejr kørende.

Men da vi først havde ryddet et større område dernede og var gået i gang, fik vi hjælp fra "alle" sider, bl.a. kom Røde Kors fra Schweiz og forærede os 20 stk. 10-mands telte.

Norsk Red Barnet gav 2 x 2.000 liters vandbeholdere. Svensk et eller kom hver dag og fyldte dem op.

Sygeplejersker og læger fra flere organisationer rundt i verden stod nærmest i kø for at hjælpe i vores lille lejr, for det første fordi det altid var så pænt og ryddeligt (de døbte vores lejr "The white camp") til stor forskel fra de ulækre forhold i de store lejre, dels fordi vi havde en del herlige børn, også 3 nyfødte.

USArmy kom hver dag med en lastbil med madoverskud fra deres køkken.

Tyrkisk Army gav os brød hver dag.

Vore egne penge rakte altså hverken halvt eller helt til at drive en sådan lejr, men hjælpen kom fra alle sider. Vi var sådan set bare formidlere.

Det var en herlig tid. Og samtidig en oplevelse for livet, en oplevelse, som tillige gav mig indblik i yderligere mange forhold, en indsigt, som ikke ville have undværet.